McCartney albums bedømt i forhold til gennemssnittet af gode sange og koncept, men også set i forhold til kvalifikationer, forventinger, muligheder, inspirationskilder, samtiden og tiden brugt på produktet.
Dumpet:
1 = En helt håbløs præstation, der rummer meget få gode sange, et koncept i bund og hvis indhold næsten udelukkende er fyld.
2 = En ikke godkendt præstation, der slet ikke har nok gode sange, hvis koncept er ringe, og hvor fyld er en enten så stor faktor som gode sange eller sågar har en større faktor.
Bestået:
3 = Under middel præstation, der indeholder tilstrækkelig nok gode kompositioner, men med nogle væsentlige mangler, et mindre godt koncept og har for meget fyld.
4 = Et godt album, der indeholder et fint antal gode kompositioner, der klare sig middelmådigt, eller et stykke over middel konceptmæssigt og har undladt tilstrækkeligt nok fyld.
5 = Et super godt album med klart størstedelen af gode kompositioner, der har et godt koncept og næsten helt har undladt fyld.
6 =  Et mesterværk med enten udelukkende gode kompositioner, eller kun har meget få "ikke gode", og hvis koncept er helt i top.

Millioner af beatles fans, havde stadig ikke rystet den kolde sved af sig, da the beatles hårdhænnede opløsning, ikke blot var en nedtur for musikken generalt, men også en sejlivede affære der sad i folks følelser. McCartney havde mange nedture med druk og stofferne blev også rørt. Han følte sig ubrugelig, nedtrykt og følte sig også som den skyldige. Efter hans gør-det-selv album, gik han atter i arbejdstøjet, denne gang med Hugh McCracken, Denny Seiwell,  Dave Spinozza og ikke mindst hans kone Linda, som han inderligt havde overtalt til at følge med ham. Ram albummet blev bestemt ikke John Lennon´s kop te, da mange af McCartney´s sange referede negativt til Lennon. Men skyndt deres indbyrdes stridigheder, må Ram siges at være et velproduceret album, med Macca i sit es. 1971 var også året hvor han fik sin første 1 hjem i hus, med Uncle Albert. Ram må siges at være en igangsætning for at kunne fortsætte med sin musik. Bemærkelsesværdigt er det, at Macca ikke udnyttede sin status som eks-beatles, men at han startede op med et helt nyt band fra bunden af, ligesom med beatles.

Ikke mere end et halvt års tid efter hans andet soloalbum Ram, kom wings første lp Wild Life. McCartney har udtalt at det er en af hans dårligere album, og at det mest er folk der også kan lide ham, som har købt albummet. Albummets materiale er heller ikke prangende. For meget fyld er sat på, men taget i betragtning af at alt materialet blev skrevet på 3 uger, er det mccartney en ære at udsende. Det tidligere medlem fra Moody-blues, Denny Laine, blev fra dette album og til wings sidste i 1979, den mest jævnbyrdige makker som mccartney havde, skyndt at meget får wings numre blev sunget af ham. Udover Denny, var Denny Seiwell og Linda med i bandet ( Wings). Bandet kom dog til at skifte medlemmer ved hver eneste lp, og det kunne mærkes på koncentrationen. Lpén havde dog lyspunkter som "tommorow",  og den energiske titelmelodi. McCartney gav også sine politiske synspunkter til kende med sangen "Give Ireland back to the irish" som i nogle lande helt belv banned. Sange som "Bip bop" og "dear friend" vagte ikke megen opmærksomhed blandt lytterne, og man må indrømme at wings wild life, var en forhastet lp, der dog nåede en 3. plads, men er en svag lp af en mand som McCartney.

Wings spillede på forskellige universiteter omkring 1972 og spillede en del rock´n roll covere som the beatles også havde spillet i Hamborg-tiden, da de efter gode grunden ikke havde bygget et ordentligt repetoire op, med kun et enkelt album i baglommen. Wings ansatte blues guitaristen Henry McCullogh og de drog atter i studiet for at spille red rose speedway. Albummet havde de obligatoriske mccartney ballader på menuen, for ikke at tale om den måske smukkeste i Mccartneys karrierer, my love, som han selvfølgelig skrev til Linda, og gav gruppen endnu en 1´er. Det bemærkelsesværdige ved lpén var især det afsluttende medley på pladen. Modsætningen til abbey road var dog her, at det var 4 lidt sjuskede ballader. Med McCartney som sangskriver, producer og direktøren, gjorde de andre medlemmer hvad de blev bedt om. McCartney skrev og skrev og wings tjente kassen. Albummet var en kærlighedsaffære mellem Paul og Linda, og efter at de havde Mary på 5 og Stella på 3, kunne det klart mærkes at det var et familie-band. McCartney udsendte Hi hi hi som blev bannede i mange lande pga. dens tekst baseret på LSD.   

Mange fans erindrer dette album som det bedste hidtil i Maccas lange karriere. Albummet er indspillet i Nigeria. Både Henry og Seiwell forlod bandet en uges tid inden indspilningen, og må have fortrudt gevaldigt at de forlod gruppen. Igen viste Macca at han kunne på egen fod. Band on the run er en best seller og indeholder næsten udelukkende mesterværker inklusiv Jet, Band on the run, Let me roll it og 1985. Dette fejlfrie album viste McCartney når han er bedst, og Lennon udtalte også at det måtte være det bedste McCartney havde lavet på egen hånd. Under optagelserne til albummet mødte Paul Dustion Hoffman. Den berømte maler Picasso var lige død på det tidspunkt, og Dustin foreslog Paul at skrive en sang om det. Paul tog en G-akkord og vups så var den der. Inspirationen var hele kilden til dette mesterværk, han havde ideerne til at lave et fuldkomment album og udnyttede dem. Efter det lidt for søde Red rose speedway album, havde wings vist at de var andet end et happy band. Fra nu af var wings på vej op.  

Wings 4. album "venus and mars" lagde i høj grad op til wings første verdensturné. Lpén startede med den søde fortælling om spotlights hvor den i hastigt tempo marcherer genialt videre i Rockshow. Så var showet startet, og et nyt top album var sendt ud af eksbeatlen. Wings havde fået nye medlemmer endnu engang, for at understrege bandets koncertplaner. De fyrede deres studie trommeslager Geoff Britton til fordel for Joe English, og skaffede Jimmy McCullough som lead guitarist. Man må klart indrømme at det var den bedste wings line-up af alle medlemmerne der havde været. Wings varmede op med en turné rundt i england, hvor efter de drog til USA og Australien og resten af Europa. Det blev en overvældende succes, som skaffede McCartney en tårn høj status. Paul havde klart bevist at han var vokset siden beatles. Turneén må klart have misundet John. Paul havde et fantastisk band og mulighederne for at bevise sit talent for live performance. Lpéns hit var klart "Listen to what the man said", som gav gruppen et ny første plads på den amerikanske hitliste.  

Titlen "At the speed of sound" kendetegnede perfekt wings periode i midt 70erne. Med deres tournér både i 75 og 76 var de et særdeles veltrænet live-band. Albummet udkom under deres tourné og en del af numrene blev derfor præsenteret live for publikummet. Gåden ved albummet er hvorfor McCartney har givet så mange af sine numre væk til de andre wingsmedlemmer. Både Linda, Joe, Jimmy og Denny fik numre til at synge. Det blev den eneste rigtige wings lp hvor de andre medlemmer fik lov at vise sig. Folkene til indspilningen var de samme som ved "Venus and mars". Albummet obligatoriske hits var "Let em in" og "silly love songs", sidstnævnte blev kåret til årets sang i 1976. McCartney´s smukkeste ballade siden "My love" var albummets afsluttende nummer, nemlig "warm and beautiful". Albummet var også klart et udspil til hans wings tourné. Man må klart indrømme, at hvis ikke at wings havde lavet en turné oven på dette album, så ville det have været en lidt uinteressant affære, men da turnéen slog alle rekorder, erindrer mange fans dette som et godt og velproduceret wwings album.

"Wings over America". Den titel taler for sig selv. Ingen John, George eller Ringo. Paul havde klart etableret sig som en solo artist med band. Lpén viste reultatet af wings 5 måneder på turné. De bedste numre fra wings´ 5 lpér, plus McCartneys to solo lpér, optrådte på set-listen, deriblandt Maybe I´m amazed, Jet, Let me roll it. Paul havde enkelte gamle beatles klassikere med på listen som hver eneste tilskuer må have haft en smule med i tankerne da de købte biletten. Lady Madonna var ikke til at tage fejl af, den var en sikker publikumselsker, men wings kunne uden hjælp fra Beatles. Live and let die viste wings som et hæftigt live band, sammen med let me roll it. Det akkustiske show indeholdte også et par beatles numre, som Blackbird og yesterday som han selvfølgelig ikke ville slippe godt fra at undgå at spille. Side 2 var udelukkende wings numre, og efter kun 5 år med et helt nyt band med 6 nummer 1 hits, må man sige at McCartney havde vist sig som den dygtigste musiker efter gruppens opløsning af de 4 i beatler. Sidst på turnéen blev Paul far for 4 gang ( inklusiv adoptiv datteren Heather 1963), nemlig da James McCartney, så dagens lys, iøvrigt McCartneys eneste søn.    

Oven på kæmpesucceen var Paul og co. igen klar med et nytbagt album. Det blev den sidste optråden for Joe English og Jimmy McCullogh, som overraskende, men karakteristisk for wings forlod de gruppen. Jimmy forlod wings under indspilningen til dette album. Albummet angav en moderniseret wings tone. Mærkværdige numre som "Famouse groupies" og "Morse moose" optrådte på albummet. "With a little luck" var albummets klare hit. McCartney havde året før albummet udsendt den single der senere skulle blive den mest solgte nogensinde på grammofon, Mull of kintyre. Ikke mindre end 9 uger på den engelske hitliste blev det en ny evergreen, skrevet om et sted i Skotland som Linda elskede.
    London town mindede på mange punkter som "At the speed of sound", men hans kilde til inspiration var klart større efter hans fremragende år i 1976 på bagagen. Karakteristisk ved albummet, er at det er indspillet på et skib. Hyldesten til London udkom i 1978, og McCartney havde snart skrevet en god håndfuld hits.

Senere på året blev resultatet af 7 års succes med wings udsendt på et album. De to singler der ikke er tilgængelige på andre wings album "Live and let die" og "Juniors farm", var her en slags bonus. Ellers var det de opdjektivt set bedste sange, deriblandt "My love", "Band on the run" "With a little luck" og "Mull of kintyre" som kunne høres. Overraskende var 1-hittet "Listen to what the man said" ikke var med på.   

Wings 9. og McCartney 11. album blev udsendt i 1979, og skulle senere vise sig at blive det sidste wings album. Grunden til opløsningen var delvist, McCartney´s anholdelse under en koncert i Tokyo for marihuana smuling, og Lennons tragiske død i 1980. Begge årsager plus at Paul bare var træt af at være bundet til et band, må have været årsagerne til bandets brud. Wings´ to nye medlemmer fik derfor kun dette album med Paul. Steve Holly og Laurence Juber på henholdsvis trommer og guitar joinede wings på dette album og den efterfølgende turné, som nævnt endte med Paul i fængsel. Albummet blev desuden det mest rockede wings album og McCartney´s stemme var meget atypisk i forhold til den ellers lidt sukkersøde smag, som man så på London town. Macca fyrede det ene syrede rock-nummer af efter det andet, og udfordrede sig selv med "Old siam sir" og "to you". Den mest rockende var Rockchestra theme, hvor en masse berømte musikere joinede mccartney, deriblandt John Paul Jones, Jon Bonham, Pete Townshend osv. Balladerne var der i højgrad også på albummet, og endda nogle af wings´  smukkeste, som winter rose. Man må i høj grad sige at Macca fik vist sig på en anden måde end den sukkersøde mand på dette album.

Wings turnérede oven på Back to the egg og til en af deres sidste koncerter blev Paul fængslet for narkotika smuling. Helidigvis blev han løsladt en uges tid efter. Det gav Wings hård mod vind og McCartney udsendte et gør-det-selv album som hans første efter Beatles sammenbrud. Albummet kaldte han McCartney2 og var en nyskabelse hvad der gjaldt lyden. Ærgeligt nok var det svært at føle "manden", da de fleste af sangene var mixet sammen på computer. Albummets højdepunkter var boogy rockeren "Coming up", som gav McCartney et nyt top hit. Albummets seriøse afdeling var ikke bred, men sange som "Waterfalls" og "One of these days" viste en klart blik af hans evner. Der var spøg i gaden med numre som "Tempoary secretary", "Nobody knows" og ikke mindst" Bogey Music", som viste McCartney i sin fjollede person. Albummet viste at wings måtte være færdige som gruppe, og med Lennons død på samme år, måtte McCartney fortsætte uafhængigt af et band. Wings blev dog først opløst i 1981, men på koncert og album-plan var de færdige efter McCartney´s fængsling og Lennons død.

"Tug of war", eller skal vi kalde det McCartney´s bedste album overhovedet, er et sandt mesterværk. Paul behandler sine egne følelser overfor John med eminente melodier. Albummet var startskuddet på hans solokarriere uden noget band. Sammelignet med hans foregående lp er dette album en gigant. Here today og Somebody who cares var hans bearbejdelse ovenpå John´s død og Pound is sinking og Wanderlust måtte på det tidspunkt være nogle af hans bedste ballader i mange år. Stevie Wonder var gæst på to af numrene, "What´s that you´re doing", som er en disco-rocker af den ægte vare, og Ebony and Ivory som senre blev en af 80erne´s største hits. Titelnumret løftede en op of flyve med dens energiske omkvæd. Tug of war er blandt McCartney´s mange albums en utrolig seriøs affære, og albummet viser, at han kan skabe mesterværker når han blot er presset til det.

Pipes of peace var et lidt skævt forsøg på at genoptage successen fra Tug of war. Pladen startede prangende ud med Pipes of peace og Say say say ( To numre 1 hits ) efterfulgt af The other me, som i fortalte en del om Paul´s personlighed. Keep under cover var en fantastisk rocker, så pladens første side kørte fremragende. Hele pladen døde ved side 2. Numre som Average person, instrumental-nummeret Hey Hey, og den triste sammenblanding tug of peace, satte niveauet ned på albummet. Det er klart at det var vanskeligt at skabe en ny stor succes efter Tug of war, men albummet kom altså også kun 1 år efter. Udover denne blunder, blev 1983 et mesterligt år for Paul på single charts i England. Han fortsatte med at skabe hits som "We all stand together" og "say say say". Sidstnævnte var et samarbejde med Michael Jackson. Paul og Jackson arbejde generalt godt sammen i 1983. Udover "Say say say" optrådte de også med "The girl is mine" på hitlisterne.

Som både producer, sangskriver, tilrettelægger, musiker og skuespiller var Paul med fulde fem engageret under "Give my regards to broad street" projektet. For han havde påtaget sig med at gøre det hele selv. Albummet var soundtracket til filmen af samme navn; filmen der egentlig ikke havde nogen handling, men bestod af fine McCartney klassikere som For no one, Eleanor Rigby og Yesterday i nye udgaver. Albummet rummede 3 nye sange inkluderet No more lonely nights, der  både toppede de engelske og amerikanske hitlister i flere uger. Albummets øvrige sange var en slags opsamling for McCartneys seneste år, som f.eks Silly love songs, Wanderlust og So bad.

Efter at Michael Jackson havde købt alle Beatles-sangene i 1985, følte Paul sig taget ved næsen. Paul henvendte sig til Yoko Ono for at høre om de skulle splejse om sangene, men Yoko mente at prisen var for høl og Paul ville ikke påtage sig at eje alle ham John´s, George´s og Ringo´s sange alene, så det blev droppet. Han udsendte albummet Press to play i 1986. Det var en helt ny genre der viste sig her. Over halvdelen af albummets sange var skrevet sammen med 10c guitaristen Eric Stewart, så genren kom derefter. Ægte 80er disco må kendtegnet lpén, og den tydeligvis blevet pusset med proffesionalisme. Lyden er i mange McCartney fans øjne for nymoderne, men McCartney er i sit es. Press to play er et velproduceret album der igen viser McCartneys evne til at forny sin musik. Hittet på albummet var "Press" der dog kun nåede top 20. Senere på året deltog McCartney til Prince Trust arrangementet.   

Efter 9 år med 6 albums en død ven, en opløst gruppe, mistede beatles sange og 2 fabelagtige albums var det igen tid for McCartney til at kigge tilbage. 1987 blev et magert år for Paul, og den eneste udgivelse udover denne opsamling var top 10 hittet "Once upon a long ago". Singlen blev den sidste top 10 for McCartney, der herfra af satsede mere på sine albums i stedet for at udsende singler. Albummet skulle så vidt muligt indeholde de sange som delvist blev undgået på hans forrige opsamling ( Wings greatest) og delvist indeholde nogle nye hits. 17 sange var på albummet og Paul har stolt udtalt at man er nød til at være i hans alder for at kunen have skrevet så mange hits. Chartsene´s målgruppe er teenagere imellem 13-22 år, og det var klart at der ville komme et tidspunkt for det blev svært at fange de nye unge med hits. 1987 var et året hvor mccartney slikkede sine sår, men også stolt kunne skære for, for 25 års jubilæet for beatles første singleudgivelse.

Efter et tænke-år gjorde McCartney det han havde haft lyst til i mange år. Nemlig at udsende et Rock´n roll album, for vi må ikke glemme at det faktisk er der han stammer fra. Gamle klassikere fra før beatles tid stod på menuen; menuen der kun var af cover numre og derfor ikke en eneste McCartney produktion. Karaksteristisk for albummet var Paul´s spilleglæde der kunne mærkes ligefra første nummer " Kansas City". Twenty flight rock var også et gyldent øjeblik ( Sangen Paul spillede som optagelsesprøve til The Quarry men). Albummet blev sjovt nok kun udgivet i Rusland i 1988 og Europæerne måtte af med en dyr pris for at få albummet, men 3 år efter, (1991)  kunne man købe albummet verden over.

McCartney´s Flowers in the dirt er et formiddabelt velproduceret og velstøbt album. På dette tidspunkt var 3 år det længste tid han havde brugt på at skrive sit eget materiale; med et opsamlings - og et rock´n roll album i bagagen havde Paul nu lavet sit første materiale siden Press to play. Albummet lagde op til verdensturnéen 1989/90 og med sange som "Figure of 8", "This one" og "We got married" kunne det ikke gå gjalt. Albummets største bedrift var My brave face; en af Paul´s bedste sange overhovedet. Sangen var ligsom andre på albummet skrevet i et samarbejde med Elvis Costello, den mest jævnbyrdige partner Paul havde haft siden Michael Jackson og Stevie Wonder. De to kunne virkelig synge sammen. Nogle gange kom det til at lyde for meget som lennon/mccartney i deres harmonier. Paul brugte sin Höffner bass til lpén, hvilket fik den til at lyde rigtig Beatles-agtig. Albummets andre stjerneværker var "That day is done", "You want her too" og den eminente "Distractions", men man kunne blive ved. Flowers in the dirt må være blandt hans 5 bedste værker nogensinde, og har kun 2 fejlslag, den anonyme kærlighedssang "Don´t be careless love", og den lidt for platte "Ou est le soleil".

Pauls andet live og dobbelt album udkom efter McCartney´s, på dette tidspunkt, største turné. Det var første gang McCartney turnérede med så mange klassikere inklusiv: Hey Jude, Let it be, Got to get you into my life, Get back, og det berømte abbey road medley. Mange mente at han lige overdrev med at hente sange fra beatles kataloget, men eftersom han kun spillede hans egne beatles sange, kunne man ikke sige noget til det. Paul tog turen rundt om amerika, krydsede over atlanten og endte i sin egen hjemby. Turen strækte sig over knap et års tid; et år med succes, penge, oplevelser og anerkendelse for de sange han engang selv havde skrevet.

McCartney bestemte sig for at være den første musiker der producerede et live album unplugged i 1991. Efter en masse succes med rock koncerter var det tiden at skrue ned og rive stikket ud. McCartney fandt sine bedste akustiske sange frem som: Blackbird, We can work it out og I´ve just seen a face. Koncerten blev optaget af MTV, som også viste den i fjersynet. Der var ikke klippet i optagelserne, hvilket gjorde det ekstra live. Teamet var det samme som på den tidligere verdensturné med Chris whitten, Hamish Stuart, Robbie McIntosh og Linda.

Udover A-singlen "Hope of deliverance", "I owe it all to you" og den bidende "looking for changes" ( der var skrevet med hensyn til dyrenes rettigheder) var Off the ground et album lidt under middel. I forhold til den tid McCartney havde haft til at producere det var det et tyndt album. 12 numre udgjorde albummet og startnummeret som var titelmelodien gjorde ikke lytteren just mere interesseret i albummet. Kilden til inspiration var en af grundende til at albummet ikke var interessant. I modsætning til de foregående lpér hvor Paul havde et emne at relatere til og skrive om, havde han ikke det store at byde på. Siden hans kæmpesucces 4 år tidligere med Flowers in the dirt, var det et kedeligt album at skulle ud og turnére med, men som hvert mccartney album, er der altid nogle bæredygtige sange der kan løfte lytteren op. Og turnéen gik heller ikke hen og blev en skuffelse.

Paul lavede koncerter det meste af 1993 og resultatet kom sidst på året, hvor live-albummet "Paul is live" blev udsendt. Coveret kunne få gamle beatles-fans til at græde. Som det kan ses, er det Paul der krydser den berømte fodgængerovergang, abbey road, og denne gang med en hund. Det mest bemærkelsesværdige er bilen med nummerpladen " Is 51", som sætter trumf på myten om at Paul skulle være død. På Beatlernes abbey road står der "If 28", altså hvis han var blevet 28 år, da han var 27 på det album. Nu skriver han "Is 51", hvilket tydeligt indikerer at han er 51. Selve albummet var samme princip som Tripping the live, men bare med andre klassikere; han har jo nok at tag af. Deriblandt: Penny lane, Lady Madonna og All my loving. Efter albummet arbejdede Paul sammen med George og Ringo med Anthology-projektet; det tog de næste år i 90erne.  

McCartney har selv indrømmet at ingen af sangen på dette album var tænkt som et album. De er alle skrevet i løbet af de 4 år han brugte på anthology-projektet, uafhængigt af hinanden. Flaming pie blev en kæmpe succes og landede på anden pladsen på album chart. Paul viser særklasse, klart det bedste siden flowers in the dirt. Især "Young boy", " The world tonight", "Somedays" og den fabelagtige åbnings-sang "The song we´re singing". Hvis noget McCartney album skulle kaldes McCartney3 ( Altså hans tredje gør-det-selv album) skal det klart være dette. Udover ham selv var kun Steve Miller og Jeff Lynne med på optagelserne, men man må sige at Macca igen mestrer alle instrumenterne på egen hånd. Pladen blev også den sidste Linda nåede at opdage da hun desværre måtte opgive kampen mod brystkraft i 1998. Derfor er det også meget persoligt for McCartney. Flaming pie var starskuddet for indtrædelsen i en ny æra, hvor anonyme sange blev mindre og mindre, og den generelle standard på pladerne føltes bedre.

Paul prøvede på mange måder at bearbejde sorgen og Lindas død. En af måderne var at kaste sig ud i tonsvis af projekter, b.a udgav han masser af sin malerkunst, og han udsendte Working classical ( Et klassisk album). En anden mulighed var dette rock´n roll album Run devil run, som skulle frembringe musikglæden tilbage til Paul igen; og mon ikke den gjorde det
også. Albummet var fyldt med delvist Elvis klassikere, og andre berømte 50er kunstere. McCartney havde selv komponeret 3 rock´n roll sange der passede ind i stemningen. Deriblandt titelnummeret. Paul havde også stjerner som gæstede albummet, nemlig Pink Floyd guitaristen David Gilmour og Deep purple´s trommeslager Ian Paice. Ligsom besætningen var stemningen også i top, og man må misunde manden McCartney, der løftede sig efter hans kone´s død, med dette stemningsrige album.   

Trods 21 år i musikbranchen som solokunster, var de gode gamle dage med wings ikke glemt. Vejen der banede ham videre efter 8 års rejse med verdens største band. 2001 fik McCartney til at tænke tilbage på ham og lindas tur gennem 70erne som nyvoksne mennesker. Wingspan viste resultatet af bandet, som medlemmer vandrede ind og ud af. Det var især i historien der var vigtig for McCartney at udsende, for deres største hits var såmænd i forvejen blevet udsendt på wings greatest i 1978. Albummet bestod af en side 1 og side 2. Side 1 var bandets salgsmæssige største succeser og side 2, var de bedste sange som ikke nødvendigvis blev udgivet på single. Det har nok også ligget i tankerne hos McCartney at få anerkendt sit værk som medlem af wings, for bandet fik meget skæld af anmelderne, og når man hører albummet er der ingen tvivl om det er hits i særklasse man har med at gøre. Underligt nok har Paul aldrig udsendt et album med hans bedste hits fra 1987 til idag. Wingspan dækker nemlig kun fra 1970-1984.

Driving rain er Pauls første selvskrevne album efter Linda´s død. Albummet er et af Paul´s mest personlige nogensinde; det ses i sange som Lonely road, Driving rain og Magic. Sidstnævnte handler om den aften han mødte Linda første gang. Sammentidig med at han behandler sorgen over Linda, præsenterer han også sin nye kærlighed, hustruen Heather i sange som "Your loving flame". Mange McCartney fans elsker albummet fordi det er så personligt og melodier er også typisk Paul. Albummets afsluttende sang "rinse the raindrops" er en af de længste nogensinde for McCartney og viser ham som en hård overlevet rockhelt. James McCartney spiller sammen med Paul i Back in the sunshine again og Spinning on an axis. Albummets kedeligeste nummer må være Riding to jaipur, et ikke særligt gennemtænkt nummer. Det bedste  ved driving rain er ikke melodierne, men budskabet Paul når ud med. På samme album for han sagt farvel til Linda, mens han byder sin nye kone velkommen i livet, og det er vidunderligt at se på en mand som McCartney. Driving rain banede også vej for en ny tourné der startede i America, og senere skulle få ham til Mexico, Japan og Europa, deriblandt Danmark.

Paul´s 4. verdenstourné dækker Back in the world, hans mest succesrige nogensinde. Han tournérede i USA, Mexico og Japan i 2002 og gjorde arbejdet færdigt i Europa 2003. Hans økonomiske indkomst på koncerter alene i 2002 er sat til 90.000.000 pund, knap en milliard i danske. Det er det mest succerige år for McCartney hvad der gælder indkomst. Albummet indeholder, hvad Paul selv kalder for hans bedste sange og set-listen er heller ikke til at spøge med. Størstedelen af sangene er selvfølgelig beatles, en god del er wings og endelig er der en håndfuld solo-numre. McCartney har udover standarderne også nye sange på repetoriret i forhold til 1989/90 og 1993, som f.eks. Hello Goodbye og Two of us. Set-listen må siges at være den største nogensinde, både hvad der gælder tid, og klassikere. Han hylder afdøde George Harrison med Something og Lennon med Here today. Det er beundringsværdigt at han stadig synger så godt idag, især da han har udtalt at han ikke så meget som varmer op før han går på. Flot klaret af en 62 årig mand. Det gode ved McCartney er at han ikke kender udtrykket: "Stop mens legen er god".

Hvis noget solo-album skulle minde om et af beatlernes er "Chaos and creation in the backyard" et rigtigt godt bud. Paul har fundet sin gamle skrivestil tilbage, med letgenkaldende sange som sidder i folks hoveder lige når de hører en sang. Dette er et meget varmt album der kun indeholder nogle få rockere. Min egen farvorit er "Promise to you girl", hvor Paul erindrer om sit liv på en både rocket og blød måde. Han leverer en af sine smukkeste soloer i længere tid. Ja, dette album må være hans bedst produceret i mange mange år. Nogle kritikere snakker det bedste siden Tug Of war, mens nogle kalder det hans bedste siden the Beatles. Jeg vil gå med til at kalde det hans bedste siden Flowers in the dirt, og i hans lange karriere en top femmer. På mange måder et album som minder om Flaming pie og har noget charme som for os til at tænke på hans første solo album "McCartney". Ikke en eneste sang under middel niveau forekommer på dette mesterværk. Riding to Vanity fair er meget atypisk Paul. Han viser med denne sang og resten af albummet at han stadig er mester i tekster ligesom melodier. Spekulationerne om hvor vidt at han kan blande sig blandt de bedste lyrikere, har han her bevist fuldt ud.

Paul ville prøve at lave et lynhurtigt album på ingen tid, som han før har fundet interessant med blandt andet wild life i 1971. De 13 sange på albummet siges at være produceret OG indspillet på 2 uger, hvilket vil sige, at han har brugt en dag på hver sang. I angst for at det ville blive en fiasko og give underlige tanker hos folk, udgav han det i Firemans navn. Fireman er en duo, han har med en pladeproducer, der kaldes Youth. Denne duo lavede Strawberry oceans ships forest i 1993 og Rushes i 1998. BEMÆRK: (Disse to er ikke skrevet under albums her, da de ikke regnes for officielle McCartey udgivelse og udelukkende rummer instrumentale sange.) Dette her album ligger et helt nyt sted i Pauls sangrepetoire, og hvis man skal nævne, hvad det minder om af tidligere McCartney materiale, er det vel en blanding af de rå outtakes fra Wings-tiden,  press to play pop fra midt80erne, akustiske bålsange fra flaming pie, den materialiserede lyd fra Driving rain og de mindre interessante klassiske indskud fra Standing stone, men alligevel følelsen af et nyt produkt. Popularitetsmæssigt blev albummet en succes, og Paul var også en smule ærgelig over at have krediteret det til fireman i stedet for McCartney. Top numrene er den indledende "nothing too much just out of sight" der viser at en 67 årig mand altså godt kan skrige. "Sing the changes" er den anden kommercielle, der meget typisk for albummet kun kører over 2 akkorder, men hvor lyden er udslagsgivende. Highway rockeren er ren klassiker og et andet højdepunkt. Den nye interessante lyd og stil er forudsætningen for at det ikke blev en musikalsk skuffelse, men mere et friskt vindpust for McCartneys, selvom man falder i søvn i løbet af de sidste 4 numre.